Iamblichos

1. Iamblichos, alexandrinsk filosof, født i Chalcis i Coele Syria, levede på Konstantin den Store's tid. Han var elev af Porfyrios, men begyndte snart at rivalisere med denne og på enkelte vigtige punkter i sin lære at skille sig ud fra ham. Efter Porfyrios'es død blev Iamblichos den anerkendte fører for skolen og udøvede over sine tilhængere en meget betydelig indflydelse, ikke blot som tænker, men tillige som præst og mirakelmager. Af hans skrifter er kun nogle mindre vigtige rester bevarede; hans teologiske og psykologiske ideer maa læses hos hans elev Proklos. Ud fra den fælles nyplatoniske grundanskuelse, at sjælen er til for at fordybe sig i beskuelsen af det guddommelige, og at dette ikke kan være andet end det absolutte, enheden og evigheden, hvorfra mangfoldigheden, timeligheden og legemligheden emanere, søger Iamblichos at gøre de led, hvorigennem denne emanation finder sted, endnu mere abstrakt systematiske, end de var hos hans forgængere. Treenighedsideen blev derved endnu mere mangfoldiggjort, og den betagelse, som sindet følte ved drømmende at gennemløbe alle disse triader, voksede i magt. Særlig synes Iamblichos her at have ndnyttet Pythagoras's lære om tallet. Den menneskelige sjæl opfatter han, i nærmere tilslutning til Plato, ikke blot som tanke og fornuft, men tillige som vilje og lidenskab; dyden er anvendelsen af de midler, som fører sjælen til dens bestemmelse: at fyldes af kontemplationer af det evige ene, men det drejer sig ifølge Iamblichos her ikke blot om at give fornuften de rette forestillinger, viljen har en afgørende vetydning for, at denne kontemplation kan komme i stand.

2. Iambliehoa, græsk romanforfatter fra Syrien i 2. århundrede e.Kr., skrev en roman Babyloniaka i 35 bøger, der omhandlede det elskende par Rhodanes'es og Sinonis'es eventyr; der er kun bevaret enkelte brudstykker og af de 16 første bøger et udtog af fotios.